Skønhed

Verdens bedste neglelak

8. July 2015

Say whaaat?! Verdens bedste neglelak? Oh yes!

Jeg er ikke uddannet kosmetolog, men jeg vil dog vove at påstå, at jeg har mange års erfaring med neglelak; konsistens, holdbarhed, farvemæthed, penselbredde og en hel masse andre ting er kvaliteter, som man leder efter i en god neglelak. Som 5-årig var mit drømmejob at blive neglelaksælger, når jeg blev voksen. Jeg har lagt neglelak på min barndomsven Lasse (undskyld) og på min første hund Bamse (endnu mere undskyld). Jeg har brugt neglelak til at lakere min lavalampe og billedramme på mit børneværelse i 90erne.

Mit brug af neglelak i dag er dog noget mere konservativ – jeg bruger det kun på finger- og fodnegle. Indtil for et par uger siden har jeg dog aldrig oplevet en neglelak, som kunne holde tilstrækkelig længe (og jeg er ikke til gelnegle). Enten faldt lakken brudvis af eller også blev den tynd og slidt i spidserne blot efter én eller få dage. Det betyder, at jeg ikke bruger lak særlig tit, da ødelagt lak ser så grim ud og det simpelthen ikke er besværet værd.

Så prøvede jeg dog CND’s Vinylux lak, som lover en uges holdbarhed. Som med mange andre lakke, der lover tilsvarende, var jeg skeptisk. Jeg er imponeret, når en lak holder i tre dage uden ulykker. Men det vilde er, at Vinylux lakken virkelig holder i 7-8 dage uden hverken at falde af, krakelere eller blive tynd. Du lægger bare to lag af den almindelige lak og så et lag af top-coat’en, der ved hjælp af sollyset hærdes over tid og har en rigtig flot gel-lignende overflade. Ingen base-coat og intet hokus-pokus. Jeg har efterhånden seks forskellige farver og selvom man ikke bruger basecoat, så har jeg aldrig fået misfarvninger. Lakken kan derudover fjernes nemt ved hjælp af almindelig neglelaksfjerner. Prikken og i’et er dog, at lakken er Cruelty Free, hvilket vil sige, at den ikke er testet på dyr <3 Farven på billederne hedder forresten ‘Wisteria Haze’ og er fra deres 2015 summer collection.

Har I erfaringer med CND’s Vinylux og kan I anbefale en farve? Jeg skal nemlig helt sikkert investere i nogle flere farver.

No Comments

Leave a Reply