German Connection

Første skoledag og min Schultüte

25. August 2015

Jeg husker den stadig tydelig. Jeg var 6 år og både glad og nervøs (mest glad), vi spiste flødeboller i klassen (se min klasse på billedet nedenunder, 1996-style), havde navneskilte på bordene og jeg fik min allerførste passer.
En af de bedste ting, jeg husker fra første skoledag, er min Schultüte, som jeg holder meget stolt på billedet ovenover (det er mig til venstre og min veninde Carina til højre). Et kæmpe kræmmerhus fyldt med slik, skoleting og hvis man var heldig nogle små legetøj. Jeg ved ikke, om jeg bliver nødt til at pointere det – det er trods alt en giga version af en bland-selv-slik-pose med ekstra sjov i – men det er simpelthen den bedste tyske tradition nogensinde.
Jeg følte mig virkelig som en heldig lille banan den dag, for min mor havde proppet min Schultüte med de fedeste ting (tak mor!). Min favorit var en pakke med 12 flotte oliekridt fra Filia, jeg bruger dem faktisk stadig i dag.

Grunden til jeg kom i tanke om min første skoledag er, at jeg så Rikke Mays (The Insider) billede på Instagram, hvor hendes datter står med en Schultüte. Jeg undrede mig ikke over billedet overhovedet, men det gjorde brugerne i kommentarfeltet. For danskere er konceptet med Schultüten fremmed. Det er lidt underligt, jeg kan virkelig sjældent mærke, at jeg er vokset op i et andet land, men lige når det kommer til traditioner, så er der alligevel nogle forskelle.
Derfor vil jeg starte en lille miniserie, hvor jeg skriver om tyske traditioner, som ikke findes i Danmark. Det kan være, at I synes det er sjovt at læse om. Det håber jeg i hvert fald.

I kan forresten finde wikis beskrivelse af Schultüten her (hvor de danske skoler i Sydslesvig også er nævnt).
Hvad skulle jeres Schultüte fyldes med?

20150825-IMG_3539

No Comments

Leave a Reply