Meatfree Mondays

PIZZA // Opskrift

15. February 2016

Når folk finder ud af, at jeg er vegetar, så er det typisk de tre samme spørgsmål, jeg får:

  • Hvordan får du så det protein, du skal bruge?
  • Spiser du heller ikke fisk?
  • Men hvad spiser du så?

De første to spørgsmål svarer jeg altid ret hurtigt på, for jeg har korte og fornuftige svar, som de fleste kan forstå.
Det sidste spørgsmål er det sjoveste, for det viser så tydeligt, at det man vælger at spise, ofte sker på baggrund af vaner – som jo meget nemt kan ændres og udfordres. En af de vaner, som mange af mine kødspisende venner og bekendte har, er at betegne hele deres måltid ud fra det kød, det indeholder… de skal have frikadeller, schnitzel, laksefilet eller oksemørbrad til aftensmad. De grøntsager og andre ekstra ting, som følger med kødet, bliver sjældent nævnt.
Min teori er, at man på den måde ikke anser den stakkels brokkoli og de forsømte hvedekerner som mulighed for at kreere et fuldt måltid. For det er netop det, de vegetariske retter gør – de retter rampelyset på de råvarer, der ellers plejer at stå i anden række. Et køkken, som er fantastisk til netop at skabe dette rampelys, er det italienske køkken. Og det giver jo meget god mening, for de lokale råvarer har så meget sol og smag i sig, at de sagtens kan bære et kødfrit måltid.
Et af de bedste eksempler er pizza – en italiensk klassiker, som også er blevet super populært i Danmark (desværre også i alle mulige mærkelige afskygninger med f.eks. remoulade og cocktailpølser som topping).

Og fordi pizza kan laves hurtigt og billigt og ikke kræver det store håndværk, er dagens veggie-opskrift derfor italiensk pizza!
Her er, hvad du skal bruge til 4 pizzaer:

Dej:

  • 1000 gr durummel og en smule hvedemel
  • 6 dl lunket vand
  • 1 teske sukker
  • 1 pakke frisk gær
  • 1-2 spiseskeer olivenolie
  • 2-3 teskeer salt

Topping:

  • 1-2 små dåser tomatpure
  • 1-2 glas pizzasovs
  • 8 aromatiske tomater
  • 1 peberfrugt (eller squash eller aubergine – hvad end dit veggie-hjerte begærer)
  • 1 kinesisk hvidløg og 1 stort løg
  • 2-3 pakker mozzarella

Pynt:

  • Krydderier (basilikum, rosmarin og oregano f.eks.)
  • Rucola
  • Parmesanflager
  • Evt. trøffelolie

Sådan gør du:

Rør gæret ud i vandet og tilsæt øvrige ingredienser, melet til sidst. Hæld lidt mel i af gangen og ælt dejen – vurder herudfra, hvor meget mere mel, dejen behøver. Ælt dejen godt igennem til sidst, så den bliver glat og fin, og stil den tildækket med et rent viskestykke til hævning et lunt sted – dejen skal hæve til cirka dobbelt størrelse.
Tænd for ovnen ved højeste varme og stil en pizza-bagesten på nederste bageplade, hvis du ikke har sådan en bagesten, så læg en bageplade med bunden opad i ovnens bund og brug den som pizza-bagesten.
Skær tomater, løg og andre grøntsager i skiver, imens du venter på dejen og ovnen. Hak også hvidløg fint.
Når pizzadejen er hævet færdig, deler du den i fire portioner, som du former til pizzabunde. Spred tomatpure og pizzasovs på bundene og fordel herefter tomater, peberfrugt, løg og hvidløg. Vær hellere lidt sparsom med toppingen end for gavmild, da du risikerer, at din pizza bliver gennemvæddet. Riv store stykker af mozzarellaerne og fordel på din pizza. Til sidst pensler du kanterne med olivenolie.
Bag én pizza ad gangen og hold godt øje – det går stærkt.
Når pizzaen er færdig, kan du toppe med friske krydderier, rucola, parmesan og/eller trøffelolie. Velbekomme!

Hjemmelavet pizza er noget af det bedste, lav endelig bunden selv – det er de klistrende hænder værd!

Billederne er forresten taget i går, da min søde kæreste lavede pizza til aftensmad.

IMG_4222

IMG_4224

 

You Might Also Like

2 Comments

  • Reply Lene Neuffer 15. February 2016 at 19:10

    Den pizza ser godt nok super lækker ud! ?

    • Reply Artiskokhjerte 15. February 2016 at 23:11

      Tak – den var også virkelig god 😀

    Leave a Reply