Blogtanker

Halvvejs – status efter et år i sprogofficersuddannelsen

15. July 2017

Det er nu lidt over et år siden, at jeg sidst trykkede på “add new post” herinde på admin-siden bag bloggen. Hvad er der sket?

Der er sket meget, rigtig meget faktisk. Jeg tror, at jeg aldrig nogensinde før har oplevet så meget på et enkelt år. Det føles helt fantastisk og samtidig meget underligt, især fordi mit liv det seneste år har været så forskelligt fra mine venners og kærestes liv. Det er derfor hverken en baby, et bryllup, et hus eller lignende, der har vendt op og ned på mit liv. Det er simpelthen et nyt job eller snarere et nyt studie, som jeg er startet på sidste år i august. Og ja, jeg har jo allerede en kandidat og jeg havde jo allerede et job  – hvorfor så starte på noget nyt? Fordi jeg i mange år havde gået med idéen om, at jeg gerne ville læse til sprogofficer, fordi jeg følte, at det ville give mig nogle vanvittig fede muligheder i fremtiden og fordi jeg havde behov for, at udvikle mig og for at der skete noget.

Jeg blev så én af de heldige, der kom igennem nåleøjet og blev optaget på uddannelsen til sprogofficer – en uddannelse i Forsvaret, hvor man først og fremmest lærer at tale og kunne tolke i et meget fremmed sprog og hvor man også får en masse viden om den kultur og historie, der er forbundet med det sprog, man læser og hvor man selvfølgelig trænes til at fungere som soldat. Uddannelsen tager to år og jeg er derfor halvvejs. Halvvejs i at tale arabisk, halvvejs i at tage kropshævninger og halvvejs i at skyde godt med pistol.

Selvom min beslutning har betydet, at jeg ikke kan se min familie, min kæreste og mine venner nær så meget, som jeg gerne ville og jeg gennemgår perioder med enorm pres og til tider stress, så kan jeg her efter et år og med fuld overbevisning sige, at det var den helt rigtige beslutning. Og det er en kæmpe succes for mig. Jeg er verdens største tvivler, når det gælder vigtige beslutninger og til tider mindre vigtige beslutninger. Alt bliver målt og vejet, det gode og det dårlige, fordelene og ulemperne. For at kunne forklare, hvorfor beslutningen har været én af de gode, har jeg lavet en liste med de tre bedste plus’er ved det sidste år:

  1. At lære et fuldstændig fremmed og anderledes sprog 
    Jeg har altid været interesseret i sprog, også nok som naturlig produkt af, at jeg selv er opvokset to-sproget. Men det at lære et nyt sprog og blive bedre og bedre til det åbner op for så mange døre og muligheder og giver mig en enorm motivation! I foråret var jeg i Cairo, sammen med de fleste fra mit hold og vi kunne føre enkle samtaler med taxachaufførerne. Her tre-fire måneder senere kan jeg efterhånden se Disney-film på arabisk, forstå det meste af Facebook-kommentarerne, som mine arabisktalende bekendte poster og i sidste uge, da jeg var på vej til mine forældre, talte jeg med et syrisk par i toget – på arabisk!
  2. At møde kollegaer og venner for livet
    Jeg har sjældent mødt en så blandet flok mennesker, som de 10 dejlige personer, som jeg læser på hold sammen med. Vi startede uddannelsen i Varde. I tre og en halv måned sov vi sammen på én stue, delte bad og toilet, spiste sammen og gennemstod diverse feltture (billedet nedenunder viser mig efter vores første felttur), førstehjælpskursus, march, eksamener og den afsluttende prøve ‘Sort Sol’ sammen. Vi har lært hinanden at kende på godt og ondt på rekordtid med alt hvad dette indebærer… fx at lede efter flåter på hinandens kroppe efter feltture eller at få skubbet sidste mand ind over målstregen til løbetesten. Vi kender hinanden derfor så godt, at jeg er helt tryg og rolig ved tanken om, at jeg skal udsendes med nogle af dem i et halvt år. Vi er ikke blot kollegaer eller holdkammerater, men venner på kryds og tværs.
  3. At presse sig selv så latterlig meget, som jeg aldrig har prøvet før og ikke troede var muligt
    Jeg vidste godt, at uddannelsen ville være krævende både mentalt og fysisk, da jeg takkede ja til en plads – men jeg var lidt nervøs for, hvordan min krop ville reagere, når det gjaldt. Den mest ekstreme situation, som jeg har oplevet rent fysisk, var den afsluttende prestur ‘Sort Sol’ i november sidste år. Her marcherede vi med fuld oppakning (30+ kilo) og gevær i over 50 km nærmest uden søvn og mad og undervejs skulle vi løse diverse opgaver (herunder vandpassage om natten, logiske opgaver, bære træstammer og vanddunke, man-hunt og flytning af en mand på båre). Det hele blev så afsluttet med ilmarchen, hvor vi skulle løbe en strækning på cirka 8 km med forhindringer som fx vandgrave og gas, der blev simuleret af røg. På det tidspunkt havde jeg absolut intet fysisk overskud tilbage. Jeg har aldrig før prøvet at have hallucinationer på grund af søvnmangel eller været ved at besvime af udmattethed, men det prøvede jeg på denne øvelse. Den var en sær følelse og lidt ubehagelig til at starte med, men når ens hoved vil mere end ens krop, så kan man altid presse sig til mere… og lidt mere – og det er en fed oplevelse.

Lige nu er det dog det mentale pres, der er størst. Jeg lærer nye arabiske gloser hver dag, læser tekster og lytter til små lydklip. Samtidig træner jeg op, for at kunne nå eksamenkravene, som helt klart udfordrer mig mest i styrke-delen. Men først nyder jeg de resterende to uger af min sommerferie! Alhamdulillah 😀

You Might Also Like

3 Comments

  • Reply Lene Neuffer 15. July 2017 at 16:16

    Og mor er stadig stolt af dig!
    Elsker dig min skat!

    • Reply Bodil Hansen 16. July 2017 at 8:38

      Og svigermor ligeså stolt, du er en sej quinde😙

  • Reply Andrias Høgenni 3. August 2017 at 0:13

    Det lyder super spændende! 🙂

  • Leave a Reply